RETNINGSLINJER

Alkoholpolitik

Eleverne må ikke indtage øl, vin eller spiritus i skoletiden. Dette gælder såvel i undervisningstiden på skolen, som ved ekskursioner og lejrture. Elever, som møder berusede op eller indtager øl, vin eller spiritus på skolens område, bliver øjeblikkeligt hjemsendt, og hjemmet kontaktes.
Brud på denne regel kan i værste fald medføre bortvisning fra skolen.

Elektronisk kommunikation

Personale- og ForældreIntra anvendes til information medarbejdere imellem og mellem skole og hjem
Det forventes, at forældre og medarbejdere holder sig opdateret med informationerne.

Beskeder
Den elektroniske kommunikation medarbejdere imellem og mellem skole og hjem foregår gennem SkoleIntra.
Fortrolige oplysninger må kun sendes som Intrabeskeder eller papirpost.

Kommunikationen kan anvendes til gensidig orientering af generel karakter eller spørgsmål med det formål at sikre en god kommunikation.

  • Medarbejderne tjekker Intra dagligt – dog ikke i weekender, ferier, deltagelse i lejrskole, kursus eller lignende
  • Beskeder besvares senest 3 hverdage efter, at man har set dem
  • Beskeder sendt til alle må kun indeholde generel information eller spørgsmål
  • I tilfælde af at en beskedkorrespondance får karakter af en længere diskussion, bør man overveje et møde eller en telefonsamtale i stedet
  • Beskeder skal skrives i en sober tone
  • Besvarelsen skal indeholde/henvise til den fremsendte tekst
  • Besvarelser, som ikke blot består af enkle svar på enkle spørgsmål, kan indledes med:

     Jeg vender tilbage til henvendelsen på.....
     Jeg videresender dette spørgsmål til skoleledelsen.....

  • Ingen medarbejdere deltager i åbne debatfora

Informationer på Intra
Følgende informationer skal forefindes på ForældreIntra vedrørende de enkelte klasser: 

  • Datoer for større afleveringer og projekter
  • Mødeindkaldelser og tilmeldingsskemaer
  • Orientering om lejrskoler og arrangementer i klassen
  • Kontaktbog
  • Information om lektier til de enkelte lektioner skal forefindes på ugeplanen. Lektierne skal være angivet på den dag, de skal være færdiggjort
  • Klasselæreren informerer løbende om livet i klassen
  • Aktuelt forsidebillede lægges på af klasselæreren min. 4 gange om året

Vedtaget i SU den 24. februar 2014

Hans KristensenAnnette Parlo
FormandNæstformand

Hensyntagen

Det forventes, at enhver elev tager hensyn til andre, så alle kan færdes trygt på og ved skolen. Der skal også tages hensyn til skolens bygninger og inventar, så Kildegård kan forblive et rart sted at være.

Det er ikke tilladt at benytte rulleskøjter, skateboards, løbehjul eller lignende i skoletiden.

VÆRDIGRUNDLAG FOR KILDEGÅRD PRIVATSKOLE

Vision

Kildegård Privatskole vil udvikle hele mennesker – dannede, fagligt kompetente og med et solidt fundament for videre uddannelse.

Mission

Kildegård Privatskole er en kulturbærende, traditionsrig skole, hvor høj faglig kvalitet og dannelse er grundlaget for at forberede eleverne til et videre uddannelsesforløb. Vi skaber rammerne for, at eleverne kan udvikle sig individuelt, samtidig med at de lærer at indgå i et fællesskab, hvor ordentlig og empatisk adfærd er bærende for samværet med andre.